På gourmetophold i Sorø

Netop hjemkommet fra gourmetophold på Comwell Sorø Storkro…og det var dejligt. DH (aka: Dear Hubby, aka: Min mand) og jeg tog turen til Sorø for at nyde en afslappende weekend med noget lækker mad.

Og middagen var absolut lækker! Den bestod af et glas cava og en amouse bouche efterfulgt af fire lækre retter:

Forretten var en hjemmerøget laks på bund af rygeostcreme, toppet med divser grønt. Yum, det var godt! Når man er så glad for røgvarer, som jeg er, så sad den lige i skabet. Til forretten fik vi en El Paso Verdejo-hvidvin, som var skøn.

Dernæst fik vi en mellemret bestående af parmaskinke med pesto og hjemmesyltede tomater. Hertil flager af smeltet, bagt Vendelboost. Vinen var fortsat El Paso Verdejo.

Hovedretten var letsprængt kalvespidsbryst, som kom med en kartoffeltortilla, peberrodssky og forårsløg. Desuden serverede de friturestegt, stuvet spidskål til. Det har jeg aldrig prøvet før, men det var super-lækkert. Det skal helt sikkert afprøves en dag.

Til hovedretten fik vi en El Paso Tempranillo Shiraz-rødvin.

Til dessert fik vi Tiramisu med en biscotti til. Denne ret var den eneste, der skuffede mig en lille smule. Havde jeg selv lavet den, var mængden af hhv. kaffe på ladyfinger-kagerne og marsala i cremen blevet forhøjet.

Desværre fik jeg ikke spurgt ind til dessertvinen, men jeg må sige, den var lækker.

Efter middagen afprøvede DH hotellets egen humlebryg. Og meldingen var, at den var anbefalelsesværdig med en god og fyldig smag af humle.

Alt i alt var det et par fantastiske dage i Sorø, som virkelig kan anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *